Vi har forøvrigt endnu ikke snakket om hvilket køn en evt logerende skulle have.

Lad hende hurtigt blive voksen.

Min oldefar var nemlig den første direktør på Ringsted Andelsslagteri, som dengang lå inde i byen. Han blev ansat som 23-årig i 1898, så det er ved at være et stykke tid siden – og det er forøvrigt gået ned ad bakke for familien lige siden – men dengang var erfaringen altså ikke det vigtigste. Måske hang det sammen med at der blev åbnet rigtig mange andelsslagterier på den tid, og der var mangel på erfarne slageridirektører. Desuden havde han gjort et meget godt indtryk på bestyrelsesformandens kone, som mente at det med erfaringen skulle nok komme – med tiden. Dengang som nu er det tit de små ting, der afgør menneskers skæbne, og det kan vist også stadigvæk betale sig at være på god fod med konerne til de mænd der kan afgøre ens skæbne.

Får jeg en dag taget mig sammen til at digitalisere noget af alt det materiale jeg har liggende, kunne jeg have linket til avisartikler fra oldefars ansættelse, fra hans jubilæum, fra da han blev valgt til byrådsmedlem og fra hans fratrædelsesfest, da han stoppede for at blive grossist i Kødbyen.

Nu lukker slagteriet så sandsynligvis, og oldefar vender sig sikkert i sin grav, mens de tilbageværende Piil’er mister et stykke familiehistorie, hvis det da ikke allerede forsvandt, da Slagteriet flyttede udenfor byen. Selv nåede jeg at besøge det gamle slagteri en enkelt gang, som dreng en kold vinterdag siddende i min onkels uopvarmede Fordtraktor, med et læs SPF-grise i vognen bagved.

Om sin far skrev han bla.:

Far har fortalt mig, at han og hans yngre broder (senere maskinfabrikant H.F.Nielsen, Haslev) 8 og 6 år sad i oldemors skød, og hun fortalte dem: “Ja I to vil aldrig komme til at opleve så store fremskridt som det, jeg har oplevet – så store fremskridt vil ikke ske en gang til” Man spørger, hvad der var sket i hendes tid. Far nævnede to ting. Vestbanens åbning i 1853. Nu kunne hans bedstemor gå til Kværkeby station og komme med toget til København. En ting til: Nu var det muligt at få sat fjedre i den ellers hidtil såkaldte stive vogn.

…og om sin farfar:

Farfar havde svært ved at læse og skrive. Engang i Køge skulle han købe ind efter 104 streger. Det er fortalt at han havde 104 ting med hjem, så hukommelsen har ingen brist haft.

Historierne er at finde i “Set og Hørt – erindringbilleder” udgivet af Dansk Slægtsgårdsforening.

“Prøv at gå udenfor, find tommestokken og mål batteriet”
“Hvad for et er batteriet?”
“Det er den der dims, jeg har sat til opladning, så der sidder sådan nogle tynde røde ledninger på.”
“OK, Den er ….21,5 på den lange led.”
“Fint nok, og på den anden?”
“5½”
“Det er tommer, prøv at vende tommestokken om.”
“Nå ja, 14 så”
“14! Prøv lige at måle igen.”
“Den er 14″
“OK”

Tilbage står vi så med valget mellem at satse eller at køre tilbage og måle efter selv. Køen i Harald Nyborg gjorde udslaget. Det ville ikke være til at bære, at skulle forsøge at få et batteriet byttet i det kaos.

Vel tilbage afslører et meget hurtigt blik, at batteriet er næsten firkantet, og altså af modellen 21×18x17. Man behøvede ikke engang at måle efter. Til gengæld kender min ven nu de nøjagtige mål på sin lader.

Det første er mine slægtsdata, som endelig er kommet på nettet i en fornuftigt udgave. Ikke at kvaliteten af dataene er blevet bedre, der mangler stadig mange kilder, men præsentationen er så meget desto flottere.

Hovedansvarlig for det, er phpGedView, som er et prgram der udfra en GEDCOM-fil laver præsentable data til udgivelse på nettet. Desuden ligger der flere billeder og lidt baggrund om nogle af personerne i slægten på min hjemmeside. Desuden har jeg afskrevet en del breve, sendt fra mind tipoldefar, Anders Piil, til min oldefar, Jens Piil.

Umiddelbart er kun data for afdøde personer tilgængelige på siden, men hvis man har en legitim interesse i disse data, kan man jo prøve at bede om et login.

Claus Piil, som jeg ikke er i familie med, har samlet links til forskellige grene af Piil-navnet på sin hjemmeside.