Den bedste gave

Posted by:

I min tid som efterskolelærer havde jeg rundt regnet kontakt med omkring 800 elever. Når man kommer tæt på så mange mennesker, kan man ikke undgå at blive ramt af livet til tider. Tit er det gode oplevelser der varmer, men nogle gange rammer livet hårdt og ændrer menneskers tilværelse. De fleste gange hænger op- og nedture sammen. Jeg har heldigvis ikke prøvet at miste elever, mens de var på skolen, men jeg har været til en tidligere elevs begravelse. Selvom det var en oplevelse der gjorde indtryk, har der dog været andre situation der rørte mig endnu dybere.

En elev faldt af en hest under et uvejr og slog hovedet så alvorligt at vi i et par dage holdt vejret i spænding, før vi overhovedet vidst om hun ville overleve. Det gjorde hun, men det var en anden pige vi mødte nogle måneder senere da hun kom på besøg.

En anden elev mistede begge ben, da han på en druktur derhjemme ville skyde genvej over skinnerne og blev kørt over af toget. Ham så vi også noget senere. Ham var jeg ikke særligt tæt på inden det skete, så derfor ramte det mig heller ikke så hårdt direkte. Alligevel fik jeg en hel del af følgevirkningerne med, da hans kammerat og følgesvend den aften var en af mine kontaktgruppeelever, der havde det svært med skyldfølelse, specielt fordi ingen af dem kunne huske hvad der nøjagtig var sket. Sådan en oplevelse er ikke nem at håndtere, specielt ikke for en knægt på en 14-15 år, der i forvejen kan være forvirret nok over sin egen identitet.

Nu kommer vi så til den historie jeg egentlig gerne vil fortælle her. En elev slog hovedet voldsomt, da han faldt ned fra en slyng-gynge. En gruppe elever var smuttet afsted fra skolen, og ned til det der åbenbart havde været deres fristed i et stykke tid, når efterskolereglerne tyngede for hårdt, og man skulle kunne trække vejret frit. Der var der hængt et tykt tov op i et træ og for enden sad en pind på tværs. Gyngen var egentlig lavet til små børn, der kunne sidde på pinden og gynge lidt frem og tilbage, men vores elever brugte den til at slynge sig udover en skrænt i nærheden og tilbage igen. Uheldigvis var denne elevs fingre ikke helt nok til at bære hans vægt, og han faldt ned ad skrænten og landede med baghovedet som det første på en sten ved bunden af skrænten. De andre elever handlede heldigvis hurtigt, og fik hurtigt fat i en ambulance. Eleven blev kørt på intensiv i Odense, og vi var denne gang i uvished om han overlevede i flere dage. Senere har jeg fået fortalt at en af intensivsygeplejerskene der modtog ham, begyndte at græde da hun kom på arbejde et par dage senere, og så at han stadig var i live.

Eleven overlevede, men også han måtte stort set lære alt forfra igen. Han var musiker, og vi havde spillet lidt sammen inden han faldt. Han var en ganske habil guitarist, men bagefter måtte han starte helt forfra, og lærte kun langsomt. Han havde også svært ved at tale, og i det hele taget havde han svært ved at styre sine bevægelser. Stædig det var han dog, og han blev ved med at kæmpe det bedste han havde lært, og det gør han vist stadig.

Jeg var i Esbjerg og besøge ham et par gange, og han kom tilbage på skolen og besøgte os nogle gange også. Sidste gang jeg var der, var til hans fødselsdag, hvor jeg var inviteret. Jeg kan ikke huske hvad jeg havde med til ham, men jeg kan huske at han havde en gave til mig. Han gav mig et plektre. Ikke et hvilket som helst plektre, men et han havde fået til en Toto-koncert engang inden ulykken. Et plektre som Steve Lukather havde spillet med. Plektrets værdi er vel under en tier, men for mig er det mit dyrebareste eje, for det er givet til mig af en person, der fandt den ting i verden han var gladest for at eje, og gav det til mig. Den slags gaver er sjældne!

0

Add a Comment