Når Forandringens vinde blæser
Analogier er farlige. Den mest kendte er sammenligningen mellem biler og IT-verdenen. Den brændte Bill Gates sig kraftigt på.
På min arbejdsplads har min personalechef (jeg kan ikke huske det seneste buzzword, der har erstattet hans titel) forsøgt at indføre en analogi, der skulle motivere til at tage forandringer som en udfordring, fremfor at tænke konservativt – eller tænke i det hele taget.
Da jeg blev ansat i år 2000, lå mit job rent fysisk i Fredericia. Det flyttede hurtigt til Tåstrup, incl alle medarbejdere, hvoraf nogle dog stadig pendler. Samme forår ændrede Unibank sig til Nordea, og blev et nordisk foretagende. I 2001 blev der ved en fyrringsrunde fjernet 10% af mine kolleger. Nolge af mine kolleger kommer fra TRYG – som forøvrigt er en sammenlægning med Baltica.
Næste trin var så, at forsikringsdelen blev solgt, og IT-driften af frsikringsdelen outsourcet til CSC, denne gang med 15% af kollegerne. Senest fandt Nordea ud af, at der var penge at spare på at outsource deres IT-drift til IBM, dog i et særskilt selskab, som de selv bevarer en del af kontrollen med.
I den tid har der også været to-tre gennemgribende organisationsændringer, men den slags småændringer virker nærmest usignifikante isammenligning med, hvad der ellers er sket.
Under hele processen har der løbende været diverse medarbejdertilfedshedsundersøgelser. Resultaterne gider jeg ikke gøre rede for, der skal ikke meget fantasi til at forestille sig hovedkonklusionerne.
Det er i dette lys vi hele tiden har skulle lytte til følgende chefmantra:
“Når forandringensvinde blæser, bygger nogle læskure, mens andre bygger vindmøller. “
Det kan der selvfølgelig være noget om, men det begynder altså at lyde lidt hult, når enhver information fra cheferne (allesammen – ikke kun personaledimsen) efterfølges af: “…og husk nu, at bygge vindmøller.”
Nå, det satte jeg mig til at tænke lidt over. Det første der faldt mig ind, var at når det virkelig blæser, så står alle vindmøller fuldstændig stille. De flytter sig ikke ud af stedet, før vinden igen har lagt sig, ellers ville de simpelthen brænde sammen.
Næste tanke var, at der måske er mere end to muligheder, når vinden blæser. Man kunne fx sætte sejl, og flytte sig et andet sted hen.
Man kunne også sætte en drage op. Det er meget sjovt, men man kommer ikke rigtig nogen vegne.
Den sidste tanke var så, at med den samling af fremragende hjerner der befinder sig i blog-verdenen, så vælter det sikkert ind med flere og bedre forslag, når jeg har postet dette indlæg.
Godt skrevet – godt tænkt. Håbløse & famlende chefer med store armbevægelser og misbrug af kommunikation/information i min branche er der også rigtig mange af(kollektiv trafik).
M.
Tak for kommentaren. For fuldstændighedens skyld, skal det med at personaledimsen i mellemtiden har vundet min respekt på mange andre planen. Jeg synes heller ikke at cheferne i min branche generelt er dårlige, men i større virksomheder, så bliver den samlede kommunikation ofte mudret og endda tit selvmodsigende. Mit indlæg skal nok allermest betragtes som bandbule mod forsimplinger generelt og ordsprog/mantraer i særdeleshed.