Slankekures ulyksagligheder

Her sidste sommer tænkte jeg: “Nu kan det være nok”. Efter i mange år at have vejet omkring 85 kilo, var vægten i de sidste fire år stille og roligt kravlet op på 107 kilo.

Det var åbenbart for meget at holde op med at ryge, skifte job fra et aktivt til et stillesiddende med uregelmæssige arbejdstider og samtidig være ude af stand til at dyrke idræt pga. et ødelagt knæ. Alle tre ting skete inden for 14 dage, og kostede næsten med det samme ti kilo, resten kom så på mere snigende.

Altså skulle det være. Efter i lang tid at have kun at have kendt til én slankekur – nemlig udelukkende leve af tomme kalorier, erkendte jeg at der måtte lidt mere drastiske metoder til. Et par kolleger var startet på DDV med ganske gode resultater, uden dog at gøre andet end at bruge kogebøgerne. Da jeg var mere end almindeligt skepsisk overfor at skulle betale en mindre formue for at blive vejet en gang om ugen, og få lidt moralsk opbakning af andre fede mennesker, nøjedes jeg også med at købe bøgerne.

Det virker rent faktisk. Toppen af kurven var i Juli måned sidste år. Den skrå streg ca. midt i var julen, og siden er jeg ikke rigtig kommet igang igen, men sørger da for at spise masser af grøntsager, men har ikke været så streng med at undlade at spise slik og indtage lidt alkohol, og vejer heller ikke tingene så præsist mere. Det er nok til at jeg ikke tager mere på, og det kan jeg sagtens leve med, indtil jeg igen får taget mig sammen til at give det sidste nøk ned til de 85 kilo som er målet. Det skal jeg nok nå.

Så skulle man jo tro at alt var godt, men der er sgu mange ulemper. Jeg har ikke meget tøj tilbage jeg kan passe, og jeg kvier mig jo ved at købe nyt, før jeg er kommet helt ned på kampvægten – og har holdt den i et stykke tid. Andre ting er også blevet for store. Min ur-rem fx. Jeg har været nødt til at pille et led ud. Det er til at komme over, for bliver armen tyndere, kan jeg jo bare pille et mere, og skulle det unævnlige ske, kan jeg bare sætte et mere i igen.

Anderledes er det med min vielsesring. Nok kan den formindskes relativt simpelt, men der er jo lidt sværere at udvide igen, hvis det skulle blive aktuelt. Nå, de problemer behøver jeg så ikke at spekulere for meget over længere – og nu er vi ved at komme til pointen – for da jeg kiggede lidt på min finger tidligere i dag, var den der ikke længere. Det meste af dagen er gået med at gennemrode alle mulige (og nogle enkelte umulige) steder, og den fremherskende teori er nu, at den forsvandt allerede i går, og nu ligger i maven på en vestsjællandsk kystørred.

Jeg vidste jeg ikke skulle være gået på skrump!